Fuengirola er måske en af de mest internationale og multikulturelle enklaver der findes på Costa del Sol. At komme til Fuengirola er som at bevæge sig ind i verden hvor slagteren er argentiner, bageren er svensk og antennemanden er fra Manchester. I Fuengirola kan man købe dansk lakrids, finsk vodka og komme til damefrisør hos Svetlana fra Rusland eller få skiftet tændrør hos den skotske automekaniker.
Man siger, groft sagt, at 25% af Fuengirolas indbyggere er udlændinge, og det tal stiger radikalt i sommersæsonen, hvor endnu flere nordeuropæere kommer til byen for at nyde solen, stranden og de mange andre tilbud som den aktive by har at byde på. Fuengirola er en by med puls, masser af mennesker og et ekstraordinært stort udbud af tilbud og serviceydelser til de mange besøgende, der kommer for at holde ferie, overvintre eller bosætte sig i byen.
Historisk set har Fuengirola også været ‘invaderet’ af udlændinge. Først af fønikerne der grundlagde byen, og senere af byzantinerne, romerne og maurerne der havde byen besat i århundreder (og haft stor indflydelse på byen) indtil den endeligt i 1485 kom tilbage under den spanske krone og den spanskes konges styre. Igennem 1960’erne begyndte byen for alvor at vokse som turistdestination.
Fuengirola byder først og fremmest på en charmerende havn, en flot strandpromenade med alt hvad der hører til, og mere end 7 km. sandstrand fra Sohail-slottet i vest til Torreblanca i øst. Her findes et stort udbud i lækre ferielejligheder og individuelle ferieboliger, til både korttids- og langtidsudlejning.
Gastronomi, natteliv, shoppingmuligheder, kulturoplevelser og store markeder der indbyder til at gå på opdagelse – der er stort set ingen grænser for hvad byen tilbyder af aktiviteter. To store og markante attraktioner er den populære zoologiske have – ‘Bioparc Fuengirola‘ – og så den flotte, gamle Sohail-fæstning, bygget af maurerne i år 956, der ikke bare er et flot besøgsmål i sig selv, men som er blevet renoveret og benyttes til flere, store kulturelle og musikalske arrangementer.
Fuengirola har særdeles gode transportforbindelser, med busforbindelser til det meste af Andalusien, samt en togstation der forbinder kysttoget direkte med Málaga lufthavn på blot 33 minutter – såvel som Málaga centrum og de mange destinationer langs kysten.
Kom og besøg Fuengirola hvis du er til en pulserende og kosmopolitisk by, med masser af strandliv, moderne bekvemmeligheder og et stort udvalg i gastronomi og kultur.
Læs også vores beskrivelse af Benalmadena